ramsløg
smagen af forår
RAMSLØGET
Ramsløg hører til løgfamilien og er karakteriseret ved en skarp løgduft og det at danne løg i jorden. Planten har lancetformede blade med en tydelig stilk, der i starten er omfattet af en hvid gennemsigtig hinde. I maj-juni danner ramsløg sine smukke 6-tallige hvide blomster på enden af en lang blomsterstilk. Hen på sommeren når frugterne er modne, tilter blomsterstilken til siden, og sår på den måde alle plantens frø umiddelbart ved siden af. På den måde danner ramsløg meget tætte bestande, der nogle steder fuldstændig kan udkonkurrere andre planter i skovbunden.
Forveksling
Ramsløg kan forveksles med planterne liljekonval og høst-tidløs, som indeholder forskellige hjertegifte, herunder cellegiften colchicin. Du kan dog ganske roligt gå på sanketur efter ramsløg, for det er heldigvis let at kende forskel på planterne, hvis man ved, hvad man skal kigge efter.
Ramsløg kan kendes på:
-
den karakteristiske løgduft, som liljekonval slet ikke har
-
at den danner løg i jorden
-
at dens blade har tydelige stilke
-
dens 6-tallige hvide blomster, der sidder i skærme modsat liljekonvallen, hvis blomster hænger langs toppen af stilken som klokker
De spæde skud
Grill eller steg de spæde ramsløgsskud i smør og spis dem som tilbehør eller smid dem i en salat.
De ældre skud
Pak kød, fisk, grøntsager ind i de store ramsløg, som ikke længere er sjove at spise for sig selv, og steg eller grill maden i ramsløgspakker.
PESTO
En klassisk måde at bruge ramsløg er i en pesto: Ristede mandler og/eller solsikkekerner, modnet fast ost, anden grøn urt f.eks. persille eller basilikum, salt og olie.
OLIE
Lav den grønneste olie ved at blende olie og ramsløg (længe), gerne så det bliver varmt. Sigt og du har en skøn urteolie til alt! Du kan bruge restproduktet til at røre op i dressinger, lave urtesmør eller smide i en pastaret.
BLOMSTER
Blomsterne kan du spise friskt eller f.eks. sylte, inden de er sprunget helt ud. Brug en klassisk mormorlage: én til én eddike, vand og sukker.
KAPERS
Lav kapers af ramsløgsfrøene efter afblomstring. Der kommer en fin lille skærm af små knolde, som man skiller fra stilken og lægger i salt i minimum 3 uger. Skyl dem (rigtig) godt og læg dem i ren æbleeddike. Efter et par måneder er de spiseklar, og de holder sig rigtig længe!